Issue - eller anden voting?

Afgiver vælgerne en klassestemme, eller stemmer de efter politiske sager (issues)?
I England gik vælgerne tidligere fra at afgive en klassestemme end i Danmark. De Konservative har langt tilbage i det 20. århundrede haft et stort islæt af arbejderstemmer. Men det er dog stadig overvejende sådan, at Labour er arbejderpartiet vælgermæssigt, og De Konservative er the more high-ups i samfundet. Og begge partier kæmper om middelklassen i midten - under skarp konkurrence fra Liberaldemokraterne.
I mange år har en tendens til issue-voting (stemme efter politiske sager) været god latin i den politiske videnskab. Det hænger sammen med antagelsen om et senmoderne samfund, hvor vælgerne ikke er så bundet af traditionelle tilhørsforhold som tidligere. Det giver mulighed for at forholde sig refleksivt til politik, altså hele tiden overveje sin stilling i forhold til nye muligheder og dermed shoppe rundt blandt de politiske sager.
Den rationelle vælger antages som grundlæggende aktørmodel. Vælgeren forsøger at nyttemaksimere ved at vælge issues og stemme på et parti, der formodes at fremme de pågældende issues. I denne model spiller tre ting normalt en rolle:

1 Nærhedsmodel (proximity) eller retningsmodel (directional model). Hvis vælger og kandidat/parti er tæt på hinanden i en sag, vil vælgeren være tilbøjelig til at stemme på pågældende kandidat, også selv om de befinder sig på hver sin side af HV-skalaens skillelinje. Det er afstandens længde, der er afgørende. Retningsmodellen siger, at vælgeren stemmer efter den tendens, kandidaten har, f.eks. Højre eller venstre. Her er man pr definition på samme side af H/V skillelinjen.
2 Vigtighed (salience). Sagens vigtighed/betydning for vælgeren spiller en rolle, - i forhold også til, i hvor høj grad parti/kandidat prioriterer sagen.
3 Performance. Hvad er partiets resultater i regeringsposition m.h.t. gennemførelse af en politik, vælgeren vægter højt.

Issue voting skulle have trængt class-voting tilbage, bl.a. fordi Klasseskillelinjerne påstås at være aftaget i betydning. Det er i høj grad en påstand, der kan diskuteres. Det er muligt, klasseskillelinjerne har ændret sig, og de skal inddrages på en anden måde end i 1. halvdel af det 20. århundrede.

Ved dette britiske valg har man netop set en utrolig stor labilitet hos vælgerne. Meningsmålingerne har næppe taget fejl i deres vurdering af, at LibDems en overgang tidligt i valgkampen var største parti. Utilfredsheden med Labour - og i det hele taget de to store gamle partier - har løsrevet store vælgergrupper fra de traditionelle partiidentifikationer. Men landets udvikling i retning ad øget senmodernitet kan også have spillet ind.

David Cameron (De Konservatives leder) har formuleret visionen om "devolve to realise Big Society". Det er et sats på civilsamfund, frivilligt arbejde, udlicitering og øget lokalt borgerindflydelse. Formuleret som en vision forsøger den dermed at løse problemer omkring velfærd, fremmedgørelse fra politik og arbejdsløshed, samt samfundets manglende sammenhængskraft på én gang.

Problemet med et sådant slogan er, at det kan være svært at kommunikere til vælgerne. Der er et oprør på vej hos De Konservative imod det, netop af den grund. Og det truer måske med at udviske partiets profil over for en del af kernevælgerne, der er vænnet til at forholde sig til "klarere markerede sager". Derfor har partiet lige udsendt en gammel kending, "det-skal-kunne-betale-sig-at-arbejde" plakat. Ideen her er givetvis også at sælge politik i forhold til velafgrænsede segmenter af vælgere.

Liberaldemokraternes succes efter partilederdebatten den 15.4. viser begrænsningen i de traditionelle klassestemme- og issuevotingmodeller og i antagelsen om den rationelle aktør. Der skal andre forklaringstyper til, dels nogle, der er lidt dybere m.h.t. strukturelle samfundsændringers betydning, dels nogle der inddrager mere irrationelle faktorer hos vælgerne.
Hvordan forklarer man, at valgdeltagelsen ved valg i Storbritannien er faldet fra godt 80 pct i starten af 1950'erne til kun godt 60 pct i 2005? Og hvordan forklare Liberaldemokraternes opstigning i meningsmålingerne fra 20 pct af stemmerne til omkring 30 pct?

Nick Clegg (LibDem leder) og Cameron kæmper om den magiske change mantle ("forandringskappe"), siger britiske medier. Begge partier ligge lige foran Labour, og det gælder altså i den situation om at bringe sig klart i spidsen ved at få signaleret over for vælgerne, at man står for noget af den "forandring", de gerne vil have - og i højere grad end det andet parti. Clegg kaldes den "britiske Obama", og det vises i manipulerede udgaver af den berømte - eller berygtede - Obamaplakat.

Debatten om klassemarkører kan virke absurd, men det er sikkert reelt nok, at der ligger - (ir)rationelle - skillelinjer her. Who's posher? - Clegg or Cameron? Hvem er den mest overklasseprægede ("posh")? Mediejagten på Clegg og hans fortid er gået ind, og man har fundet ud af, at han kommer fra stort set samme overklasseprægede baggrund som Cameron. Men der er betydelige forskelle i klassemarkørerne, som har betydning for symbolsk kapital og politisk smag hos vælgerne.

.... the truth is that class and its infinite gradations are still finely and widely perceived in Britain today, even, perhaps, by those who are not conscious of doing so. You do not have to be aware of that ludicrous acronym, MPSIA ("minor public school, I'm afraid") to sense that metropolitan Westminster School, where Clegg went, is just not as grand as Cameron's alma mater, Eton – which, as Dominic Lawson pointed out on Sunday, has truly become a four letter word (Guardian).

Her klasse altså som noget, der støder vælgere fra en kandidat. "Eton" er et four-letter word, og mange vil ikke stemme på en kandidat, der taler på en bestemt måde. Det gælder stadig, som Bernard Shaw sagde for lang tid siden:

"it is impossible for an Englishman to open his mouth without making some other Englishman hate or despise him", the two party leaders are also separated by accent. Cameron's tones may have been "considerably fruitier and more patrician" when he was a student.

Politisk smag virker modsat, når det er udtryk for "klasse" i en anden kategori at stemme på The Greens, der er ved at være et stort parti i storbyerne.