Friday, May 7, 2010

Valg 2010


(Kilde: BBC. Valgkredsene lige store. Deraf kortets form. Røde: Labour. Blå: Konservative. Gule: LibDem. Dertil skotske nationalister og regionale partier i Wales og Nordirland)

At der stadig er et vist argument for Classvoting, tyder figuren ovenover på. De konservative kredse følger i det store og hele indkomstfordelingen rundt om London og i store dele af landet.

Resultatet af valget:

Conservatives: 307 (net gain of 97 seats)

Labour: 258 (net loss of 91 seats)

Lib Dems: 57 (net loss of 5 seats)

Democratic Unionists (Nordirland): 8 (net loss of 1 seat)

Scottish National Party: 6 (no change)

Sinn Fein (Nordirland): 5 (no change)

Plaid Cymru (Wales): 3 (no change)

Social Democratic and Labour Party (Nordirland): 3 (no change)

Green: 1 (up 1)

Alliance (LibDem søsterparti i Nordirland): (up 1)

Others: 1

Det lykkedes for De Grønne at bryde reglen om, at det er så godt som umuligt for små partier at bryde topartimønstret og flertalsvalget i enkeltmandskredse, idet partiet fik valgt sin formand, Caroline Lucas, i Brighton.

Ellers viser valgmådens absurde resultater sig bl.a. i partiernes stemmetal pr mandat:

Conservatives: 35,021
Labour: 33,338
Liberal Democrat: 119,397

Et LibDem parlamentsmedlem har kostet 3 1/2 gange så meget som et Labourmedlem.

Det ser ud som nogle vanskelige forhandlinger, der går i gang om LibDem støtte til en konservative (eller Labourregering?), i hvert fald hvis LibDems holder fast på deres principper. Det er bl.a. krav om forholdstalsvalg, hvad der er uspiseligt for det konservative bagland, da det vil ødelægge de mange backbencheres valgmuligheder). LibDems vil endvidere have en føderal skreven forfatning. Storbritannien er et af de få lande i Verden, der ikke har en skreven forfatning. Der er Bill of Rights fra 1689, men ellers bygger forfatningen på praksis og procedurefastlæggende love og regler, der er vedtaget igennem tiden. LibDems vil også have et valgt Overhus, hvad der også er en vis modstand imod i det konservative bagland.

Umiddelbart må det se lettere ud for LibDems at lave en aftale med Labour. Det er dog vanskeligere af andre grunde. Partiet har tordnet imod Old Politics og Brown i valgkampen, hvad der vil fjerne troværdighed for partiet, hvis det går i alliance med Labour. Det kan imidlertid godt lade sig gøre at etablere en koalition rent mandatmæssigt mellem Labour og LibDems, når man inkluderer SNP, nordirske SDLP og måske Sinn Fein, men den vil, som man beskriver det, måske blive lidt wobbly.

Thursday, May 6, 2010

Valgresultatet i 2005


(Klik for større kopi. "Proportional" i fig. har ikke noget med valgmåde at gøre, men går på tilpasning af kort til valgkredse)

BBC's valgkalkulator kan også vise resultatet af valget i 2005, hvor Labour fik absolut flertal, skønt partiet kun fik lidt over 35 pct af stemmerne.

Valgreform



BBC har lavet en valgkalkulator, der gør det muligt at se virkningerne af forskellige opinionsmålinger. Den seneste poll of polls (gennemsnit af alle)fra 6.5.10 er vist ovenover, hvor kalkulatoren beregner fordelingen af mandater i Underhuset. At Labour kan få så mange i forhold til stemmefordelingen for partiet og de to andre partier, hænger sammen med stemmernes fordeling i valgkredse. Konservatives stemmer er mere ulige fordelt, med en kraftig overvægt i de rige sydøstlige områder af England.

Tuesday, April 20, 2010

Issue - eller anden voting?

Afgiver vælgerne en klassestemme, eller stemmer de efter politiske sager (issues)?
I England gik vælgerne tidligere fra at afgive en klassestemme end i Danmark. De Konservative har langt tilbage i det 20. århundrede haft et stort islæt af arbejderstemmer. Men det er dog stadig overvejende sådan, at Labour er arbejderpartiet vælgermæssigt, og De Konservative er the more high-ups i samfundet. Og begge partier kæmper om middelklassen i midten - under skarp konkurrence fra Liberaldemokraterne.
I mange år har en tendens til issue-voting (stemme efter politiske sager) været god latin i den politiske videnskab. Det hænger sammen med antagelsen om et senmoderne samfund, hvor vælgerne ikke er så bundet af traditionelle tilhørsforhold som tidligere. Det giver mulighed for at forholde sig refleksivt til politik, altså hele tiden overveje sin stilling i forhold til nye muligheder og dermed shoppe rundt blandt de politiske sager.
Den rationelle vælger antages som grundlæggende aktørmodel. Vælgeren forsøger at nyttemaksimere ved at vælge issues og stemme på et parti, der formodes at fremme de pågældende issues. I denne model spiller tre ting normalt en rolle:

1 Nærhedsmodel (proximity) eller retningsmodel (directional model). Hvis vælger og kandidat/parti er tæt på hinanden i en sag, vil vælgeren være tilbøjelig til at stemme på pågældende kandidat, også selv om de befinder sig på hver sin side af HV-skalaens skillelinje. Det er afstandens længde, der er afgørende. Retningsmodellen siger, at vælgeren stemmer efter den tendens, kandidaten har, f.eks. Højre eller venstre. Her er man pr definition på samme side af H/V skillelinjen.
2 Vigtighed (salience). Sagens vigtighed/betydning for vælgeren spiller en rolle, - i forhold også til, i hvor høj grad parti/kandidat prioriterer sagen.
3 Performance. Hvad er partiets resultater i regeringsposition m.h.t. gennemførelse af en politik, vælgeren vægter højt.

Issue voting skulle have trængt class-voting tilbage, bl.a. fordi Klasseskillelinjerne påstås at være aftaget i betydning. Det er i høj grad en påstand, der kan diskuteres. Det er muligt, klasseskillelinjerne har ændret sig, og de skal inddrages på en anden måde end i 1. halvdel af det 20. århundrede.

Ved dette britiske valg har man netop set en utrolig stor labilitet hos vælgerne. Meningsmålingerne har næppe taget fejl i deres vurdering af, at LibDems en overgang tidligt i valgkampen var største parti. Utilfredsheden med Labour - og i det hele taget de to store gamle partier - har løsrevet store vælgergrupper fra de traditionelle partiidentifikationer. Men landets udvikling i retning ad øget senmodernitet kan også have spillet ind.

David Cameron (De Konservatives leder) har formuleret visionen om "devolve to realise Big Society". Det er et sats på civilsamfund, frivilligt arbejde, udlicitering og øget lokalt borgerindflydelse. Formuleret som en vision forsøger den dermed at løse problemer omkring velfærd, fremmedgørelse fra politik og arbejdsløshed, samt samfundets manglende sammenhængskraft på én gang.

Problemet med et sådant slogan er, at det kan være svært at kommunikere til vælgerne. Der er et oprør på vej hos De Konservative imod det, netop af den grund. Og det truer måske med at udviske partiets profil over for en del af kernevælgerne, der er vænnet til at forholde sig til "klarere markerede sager". Derfor har partiet lige udsendt en gammel kending, "det-skal-kunne-betale-sig-at-arbejde" plakat. Ideen her er givetvis også at sælge politik i forhold til velafgrænsede segmenter af vælgere.

Liberaldemokraternes succes efter partilederdebatten den 15.4. viser begrænsningen i de traditionelle klassestemme- og issuevotingmodeller og i antagelsen om den rationelle aktør. Der skal andre forklaringstyper til, dels nogle, der er lidt dybere m.h.t. strukturelle samfundsændringers betydning, dels nogle der inddrager mere irrationelle faktorer hos vælgerne.
Hvordan forklarer man, at valgdeltagelsen ved valg i Storbritannien er faldet fra godt 80 pct i starten af 1950'erne til kun godt 60 pct i 2005? Og hvordan forklare Liberaldemokraternes opstigning i meningsmålingerne fra 20 pct af stemmerne til omkring 30 pct?

Nick Clegg (LibDem leder) og Cameron kæmper om den magiske change mantle ("forandringskappe"), siger britiske medier. Begge partier ligge lige foran Labour, og det gælder altså i den situation om at bringe sig klart i spidsen ved at få signaleret over for vælgerne, at man står for noget af den "forandring", de gerne vil have - og i højere grad end det andet parti. Clegg kaldes den "britiske Obama", og det vises i manipulerede udgaver af den berømte - eller berygtede - Obamaplakat.

Debatten om klassemarkører kan virke absurd, men det er sikkert reelt nok, at der ligger - (ir)rationelle - skillelinjer her. Who's posher? - Clegg or Cameron? Hvem er den mest overklasseprægede ("posh")? Mediejagten på Clegg og hans fortid er gået ind, og man har fundet ud af, at han kommer fra stort set samme overklasseprægede baggrund som Cameron. Men der er betydelige forskelle i klassemarkørerne, som har betydning for symbolsk kapital og politisk smag hos vælgerne.

.... the truth is that class and its infinite gradations are still finely and widely perceived in Britain today, even, perhaps, by those who are not conscious of doing so. You do not have to be aware of that ludicrous acronym, MPSIA ("minor public school, I'm afraid") to sense that metropolitan Westminster School, where Clegg went, is just not as grand as Cameron's alma mater, Eton – which, as Dominic Lawson pointed out on Sunday, has truly become a four letter word (Guardian).

Her klasse altså som noget, der støder vælgere fra en kandidat. "Eton" er et four-letter word, og mange vil ikke stemme på en kandidat, der taler på en bestemt måde. Det gælder stadig, som Bernard Shaw sagde for lang tid siden:

"it is impossible for an Englishman to open his mouth without making some other Englishman hate or despise him", the two party leaders are also separated by accent. Cameron's tones may have been "considerably fruitier and more patrician" when he was a student.

Politisk smag virker modsat, når det er udtryk for "klasse" i en anden kategori at stemme på The Greens, der er ved at være et stort parti i storbyerne.

Sunday, April 18, 2010

Kan Liberaldemokraterne forny politikken?

Kan Clegg, den liberaldemokratiske leder i Storbritannien, forny britisk politik? Det spørgsmål stiller adskillige britiske medier efter TV-debatten, den første nationale TV-debat mellem britiske partiledere nogensinde.



At dømme efter meningsmålinger havde debatten en betydelig virkning m.h.t. at flytte stemmer. Debatten blev set af 9,4 mio, og umiddelbart må man betegne den som en succes. Der var hurtige meningsudvekslinger, og de tre politikere gjorde det godt, især altså Clegg.

Han udpeges også mange steder af kommentatorer som “vinderen” af TV-debatten. Efter skandalen om de britiske parlamentarikeres udgiftsbilag er der betydelig politikerlede i Storbritannien. Den rammer især det siddende regeringsparti, Labour, men også De Konservative, der fører i meningsmålingerne. Men De Konservative er ramt af flere skandaler, både udgiftsbilag og Lord Ashcroft, en udlandsbrite, som har en fremtrædende position i partiet, har givet støtte til det, samtidig med at han har undgået at betale skat.

Liberaldemokraterne går heller ikke ram forbi m.h.t. manipulation med expeses-bilag, men i mindre omfang end de to store partier.

Gordon Brown, PM for Labour, lægger op til samarbejde med Liberaldemokraterne. Det er udsigten til dødt løb – et “hung parliament”, der gør det. I går forsøgte han under debatten at få Clegg med i en “knibtangsmanøvre” over De Konservative, – i en fælles indkredsning af de svage punkter i Camerons politik. Men Clegg hoppede ikke på den. Han kritiserede tværtimod Labour for ikke at have gjort noget alvorligt ved de demokratiske reformer af britiske politik, som er blevet lovet, og som Liberaldemokraterne i Underhuset har stillet forslag om.

Under partilederdebatten strøg løfterne om reformen igen gennem luften: Recall (mulighed for at tilbagekalde en MP’s mandat, hvis valgkredsen er utilfreds med den førte politik. Et valgt overhus. Petitionmulighed fra vælgernes side,
Reformer af valgmåden, etc. Labour lovede allerede før valget i 1997, hvor partiet tog over fra De Konservative, at der skulle laves reformer af valgmåden til Underhuset (flertalsvalg i enkeltmandskredse, som favoriserer de store partier). Labour har frafaldet det tidligere ambitiøse, men mere demokratiske krav om at gå over til forholdstalsvalg. Nu foreslår partiet et såkaldte Alternative vote system, der indebærer to stemmesedler. Vælgerne skal altså sætte to kryds, og en kandidat er først valgt, når kandidaten har nået 50 pct med 1. og 2. stemmer. Man mener dermed, at det giver bedre legitimitet, fordi halvdelen af en valgkreds’ vælgere står bag den pågældende. Problemet er imidlertid, at alternative vote systemet ikke flytter ret mange mandater – ikke nær så mange som forholdstalsvalg vil gøre. I det hele taget virker de to gamle partier noget lunkne i deres fornyelsespolitik.

Den politisk-ideologiske forskel imellem dem er også ret begrænsede. Labour er mere stat – og mindre personlig frihed/menneskerettigheder (ifølge Konservative og Liberaldemokrater). Konservative er mere personlig frihed (efter egen mening)og kommunitarisme – og mindre stat. Den økonomiske krise kan gå hen og koste David Cameron den sejr, der ellers i lang tid har set sikker ud. Han har kritiseret det store budgetunderskud på statsbudgettet, men det ser ud til, at Browns argumenter om, at det er nødvendigt som krisebekæmpende politik er ved at gå ind hos vælgerne. Derfor ser man også Cameron trække kraftigt i land, hver gang Brown går i kødet på ham med spørgsmål om, hvor præcist det er der skal spares.

Der er langt fra Cameron konservatisme til Thatchers nyliberalisme - i hvert fald på papiret her i valgkampen.
I modsætning til hende mener Cameron faktisk, at der er et samfund. Befolkningen er ikke bare en samling atomiserede individer på et marked. Der er skruet ned for den liberalistiske ideologi. Kommunitarismen er den mest fremtrædende del af De Konservatives forslag til ny politik efter Labour. Men om det kan lade sig gøre at engagere borgerne i community service i den grad, De Konservative forestiller sig det, er nok tvivlsomt.

Model i krise

Hvad er det, der gør, at den såkaldte Westministermodel opfattes som værende i en stadig mere alvorlig krisetilstand? Det er et spørgsmål, iagttagere af britisk politik længe har overvejet.
Det er imidlertid en krise ikke alene for Westminister, men for parlamentarisk politik generelt, og som ifølge iagttagere viser sig på mange måder:
Tiltagende politisk apati og fremmedgørelse for eksempel. Vælgerne deltager ikke, eller meget lidt. Eller har de overhovedet muligheder for at deltage på tilfredsstillende vis? – andet end som klakører på forskellige hadeblogs som f.eks. højrebloggeren Guido Fawkes?
Der er faldende medlemsskab af partierne.

Der er en række fænomener, Storbritannien har fælles med andre lande med demokratiske systemer: Det er f.eks. markedsmæssiggørelse af politik, hvor politik designes til spiselige pakker af politiske eksperter og spindoktorer, så der er overskuelige valg for vælgerne at træffe. Det har ofte den modsatte effekt, nemlig at forskellen på de politiske alternativer forsvinder.
Hertil kommer, at globalisering og EU-integrationen indsnævrer valg- og råderum for det nationale demokrati.
Man plejer at sige, at vælgerne har de politikere, de fortjener. De har jo selv valgt dem. Den kan også vendes om til, at “democratic polities get the levels of political participation they deserve”, som Colin Hay, forfatteren til “Why we hate Politics” (Polity Press 2007), har formuleret det. Parlamentariske systemer hænger fast i et niveau for deltagelse (retten til at sætte et kryds hvert fjerde år), der går tilbage til industrialiseringens barndom og demokratiets opståen, hvor det var en helt anden kamp, der var relevant.
Hertil kommer den stigende anvendelse af rational choice til udformning af politik. Hvor politik tidligere drejede sig om et valg for kollektivet (collective choice) og aktøransvarlighed bag valget, så har markedsmæssiggørelsen af samfundet igennem de seneste årtier skubbet collective choice og politikeransvarlighed til side. Råd og nævn med udpegede eksperter er sat til at tage beslutninger med stor rækkevidde på flere og flere områder. Udliciteringer og privatiseringer har overladt beslutninger til anonyme bestyrelser.
Vælgerne er de senere år blevet vænnet til, at politik drejer sig om rationelle kalkuler af fordele og ulemper, der vejes op imod hinanden. Kontraktpolitikken skulle have gjort disse valg nemme, men den har i stedet udløst utilfredshed og apati. Hvorfor får jeg ikke mere for at afgive min stemme på det parti? – synes den utilfredse vælger at spørge. Forestillingen om det repræsentative demokrati tog ikke oprindeligt udgangspunkt i en nyliberal model for, hvordan markedets usynlige hånd skal styre alle samfundsmæssige valg og prioriteringer.
Men der er også specielle træk ved Westministermodellen, som gør den særlig.

Hvad går modellen ud på?
Westministermodellen er opkaldt efter Westminster, det sted i London, hvor Underhuset og en del af ministerierne ligger. Westminstermodellen er betegnelsen for det engelsk-inspirerede parlamentariske demokrati, hvor regeringsmagten skifter mellem de to dominerende partier, der ofte er en følge af valgmåden (flertalsvalg i enkeltmandskredse, first-past-the-post).

Oppositionspartiet udgør en institutionaliseret opposition, i England ligefrem kaldt “Her Majesty’s loyal opposition” med skyggekabinet og sæde over for regeringen på oppositionsbænken i Underhuset. Man er klar til at overtage magten, når regeringspartiet er kørt træt og magten skifter. Det giver et magtmæssigt duopol, der nok kan være med til at levere stabile regeringer, men som også kan gøre politik kedsommelig.

Når regeringspartiet skal spænde over et stort ideologisk felt, så vil den opposition, der findes i partiet ligne den opposition, man i systemer med forholdstalsvalg kan finde uden for det eller de dominerende partier, jf f.eks. at Labours venstrefløj i perioder har lignet SF/Enhedslisten.

Under Irakkrigen rejste kritikken af Westminstermodellen sig i visse tilfælde til en proteststorm. Man mente fra flere sider, at grunden til, at England kunne finde på at deltage i denne krig, som så mange var imod, hang sammen med, at statsministeren, der var pro-krig og havde opbygget et særligt forhold til den amerikanske præsident Bush, havde for meget magt. Det blev fremført, at som følge af mangelen på en forfatning, var Labourlederen Tony Blair end ikke nødt til at fremlægge spørgsmålet om, hvorvidt Storbritannien skulle deltage i krigen, for Underhuset. Nu gjorde han det alligevel. Men principielt set kunne det have været en regeringsafgørelse.

Det udmærker altså også Westminstermodellen, at der kan være lovlig lidt magtadskillelse mellem den udøvende magt og den lovgivende magt. Det bevirker, at en lang række af beslutninger rykker helt ind i statsministerkontoret, i stedet for at blive afgjort via politisering, politisk konflikt og demokratiske forhandlingsprocedurer mellem partierne i Underhuset.

Traditionelt har magten i en britisk regering ligget i Kabinettet, der består af de 15-20 vigtigste ministre. De holder regelmæssigt møder, hvor regeringens politik fastlægges. Under New Labour 1997 – er magten imidlertid blevet centraliseret mere og mere omkring statsministerens og dennes særlige råd af presserådgivere og andre særlige rådgivere.

Det svækker Underhusets magt, når parlamentsmedlemmerne står over for et toptunet bureaukratisk og politiseret hierarki i Whitehall.

Det er måske med til at forklare det britiske parlamentariske systems krise i 2009, hvor man løb ind i bilagsskandalen. MP’erne (Members of Parliament) har lov til at få betalt en række udgifter i forbindelse med deres arbejde i London, f.eks. a second home, reparationer og vedligeholdelse af det og forskellige udgifter, udover gagen på omkring 65.000 £ årligt. Bilagsskandalen viste, at det var gået over gevind, og det førte til stor politisk fremmedgørelse og parlamentslede blandt en stor del af vælgerne. Premierminister Gordon Browns forsøg på at få “ryddet op” ved at udpege Sir Thomas Legg til at undersøge sagerne, gav bagslag, idet han selv blev pålagt at betale over 12.000 £ tilbage.

En opinionsundersøgelse viste midt under bilagsskandalen allerede i august, at støtten til de tre gamle partier var på et lavpunkt. Over 40 pct ville stemme på et af de mindre, ukendte partier, eller blive hjemme ved valget til Europaparlamentet, der blev afholdt i begyndelsen af juni 2009. Men sådan plejer det nu at være ved disse valg. I Storbritannien er der traditionelt en meget lav valgdeltagelse til Europaparlamentet. Ved dette valg, hvor der stemmes i store valgkredse, er det lettere for små partier at komme ind. Det lykkedes således BNP, British National Party, at få to valgt ind i Europaparlamentet.