Kan Liberaldemokraterne forny politikken?

Kan Clegg, den liberaldemokratiske leder i Storbritannien, forny britisk politik? Det spørgsmål stiller adskillige britiske medier efter TV-debatten, den første nationale TV-debat mellem britiske partiledere nogensinde.



At dømme efter meningsmålinger havde debatten en betydelig virkning m.h.t. at flytte stemmer. Debatten blev set af 9,4 mio, og umiddelbart må man betegne den som en succes. Der var hurtige meningsudvekslinger, og de tre politikere gjorde det godt, især altså Clegg.

Han udpeges også mange steder af kommentatorer som “vinderen” af TV-debatten. Efter skandalen om de britiske parlamentarikeres udgiftsbilag er der betydelig politikerlede i Storbritannien. Den rammer især det siddende regeringsparti, Labour, men også De Konservative, der fører i meningsmålingerne. Men De Konservative er ramt af flere skandaler, både udgiftsbilag og Lord Ashcroft, en udlandsbrite, som har en fremtrædende position i partiet, har givet støtte til det, samtidig med at han har undgået at betale skat.

Liberaldemokraterne går heller ikke ram forbi m.h.t. manipulation med expeses-bilag, men i mindre omfang end de to store partier.

Gordon Brown, PM for Labour, lægger op til samarbejde med Liberaldemokraterne. Det er udsigten til dødt løb – et “hung parliament”, der gør det. I går forsøgte han under debatten at få Clegg med i en “knibtangsmanøvre” over De Konservative, – i en fælles indkredsning af de svage punkter i Camerons politik. Men Clegg hoppede ikke på den. Han kritiserede tværtimod Labour for ikke at have gjort noget alvorligt ved de demokratiske reformer af britiske politik, som er blevet lovet, og som Liberaldemokraterne i Underhuset har stillet forslag om.

Under partilederdebatten strøg løfterne om reformen igen gennem luften: Recall (mulighed for at tilbagekalde en MP’s mandat, hvis valgkredsen er utilfreds med den førte politik. Et valgt overhus. Petitionmulighed fra vælgernes side,
Reformer af valgmåden, etc. Labour lovede allerede før valget i 1997, hvor partiet tog over fra De Konservative, at der skulle laves reformer af valgmåden til Underhuset (flertalsvalg i enkeltmandskredse, som favoriserer de store partier). Labour har frafaldet det tidligere ambitiøse, men mere demokratiske krav om at gå over til forholdstalsvalg. Nu foreslår partiet et såkaldte Alternative vote system, der indebærer to stemmesedler. Vælgerne skal altså sætte to kryds, og en kandidat er først valgt, når kandidaten har nået 50 pct med 1. og 2. stemmer. Man mener dermed, at det giver bedre legitimitet, fordi halvdelen af en valgkreds’ vælgere står bag den pågældende. Problemet er imidlertid, at alternative vote systemet ikke flytter ret mange mandater – ikke nær så mange som forholdstalsvalg vil gøre. I det hele taget virker de to gamle partier noget lunkne i deres fornyelsespolitik.

Den politisk-ideologiske forskel imellem dem er også ret begrænsede. Labour er mere stat – og mindre personlig frihed/menneskerettigheder (ifølge Konservative og Liberaldemokrater). Konservative er mere personlig frihed (efter egen mening)og kommunitarisme – og mindre stat. Den økonomiske krise kan gå hen og koste David Cameron den sejr, der ellers i lang tid har set sikker ud. Han har kritiseret det store budgetunderskud på statsbudgettet, men det ser ud til, at Browns argumenter om, at det er nødvendigt som krisebekæmpende politik er ved at gå ind hos vælgerne. Derfor ser man også Cameron trække kraftigt i land, hver gang Brown går i kødet på ham med spørgsmål om, hvor præcist det er der skal spares.

Der er langt fra Cameron konservatisme til Thatchers nyliberalisme - i hvert fald på papiret her i valgkampen.
I modsætning til hende mener Cameron faktisk, at der er et samfund. Befolkningen er ikke bare en samling atomiserede individer på et marked. Der er skruet ned for den liberalistiske ideologi. Kommunitarismen er den mest fremtrædende del af De Konservatives forslag til ny politik efter Labour. Men om det kan lade sig gøre at engagere borgerne i community service i den grad, De Konservative forestiller sig det, er nok tvivlsomt.

Model i krise

Hvad er det, der gør, at den såkaldte Westministermodel opfattes som værende i en stadig mere alvorlig krisetilstand? Det er et spørgsmål, iagttagere af britisk politik længe har overvejet.
Det er imidlertid en krise ikke alene for Westminister, men for parlamentarisk politik generelt, og som ifølge iagttagere viser sig på mange måder:
Tiltagende politisk apati og fremmedgørelse for eksempel. Vælgerne deltager ikke, eller meget lidt. Eller har de overhovedet muligheder for at deltage på tilfredsstillende vis? – andet end som klakører på forskellige hadeblogs som f.eks. højrebloggeren Guido Fawkes?
Der er faldende medlemsskab af partierne.

Der er en række fænomener, Storbritannien har fælles med andre lande med demokratiske systemer: Det er f.eks. markedsmæssiggørelse af politik, hvor politik designes til spiselige pakker af politiske eksperter og spindoktorer, så der er overskuelige valg for vælgerne at træffe. Det har ofte den modsatte effekt, nemlig at forskellen på de politiske alternativer forsvinder.
Hertil kommer, at globalisering og EU-integrationen indsnævrer valg- og råderum for det nationale demokrati.
Man plejer at sige, at vælgerne har de politikere, de fortjener. De har jo selv valgt dem. Den kan også vendes om til, at “democratic polities get the levels of political participation they deserve”, som Colin Hay, forfatteren til “Why we hate Politics” (Polity Press 2007), har formuleret det. Parlamentariske systemer hænger fast i et niveau for deltagelse (retten til at sætte et kryds hvert fjerde år), der går tilbage til industrialiseringens barndom og demokratiets opståen, hvor det var en helt anden kamp, der var relevant.
Hertil kommer den stigende anvendelse af rational choice til udformning af politik. Hvor politik tidligere drejede sig om et valg for kollektivet (collective choice) og aktøransvarlighed bag valget, så har markedsmæssiggørelsen af samfundet igennem de seneste årtier skubbet collective choice og politikeransvarlighed til side. Råd og nævn med udpegede eksperter er sat til at tage beslutninger med stor rækkevidde på flere og flere områder. Udliciteringer og privatiseringer har overladt beslutninger til anonyme bestyrelser.
Vælgerne er de senere år blevet vænnet til, at politik drejer sig om rationelle kalkuler af fordele og ulemper, der vejes op imod hinanden. Kontraktpolitikken skulle have gjort disse valg nemme, men den har i stedet udløst utilfredshed og apati. Hvorfor får jeg ikke mere for at afgive min stemme på det parti? – synes den utilfredse vælger at spørge. Forestillingen om det repræsentative demokrati tog ikke oprindeligt udgangspunkt i en nyliberal model for, hvordan markedets usynlige hånd skal styre alle samfundsmæssige valg og prioriteringer.
Men der er også specielle træk ved Westministermodellen, som gør den særlig.

Hvad går modellen ud på?
Westministermodellen er opkaldt efter Westminster, det sted i London, hvor Underhuset og en del af ministerierne ligger. Westminstermodellen er betegnelsen for det engelsk-inspirerede parlamentariske demokrati, hvor regeringsmagten skifter mellem de to dominerende partier, der ofte er en følge af valgmåden (flertalsvalg i enkeltmandskredse, first-past-the-post).

Oppositionspartiet udgør en institutionaliseret opposition, i England ligefrem kaldt “Her Majesty’s loyal opposition” med skyggekabinet og sæde over for regeringen på oppositionsbænken i Underhuset. Man er klar til at overtage magten, når regeringspartiet er kørt træt og magten skifter. Det giver et magtmæssigt duopol, der nok kan være med til at levere stabile regeringer, men som også kan gøre politik kedsommelig.

Når regeringspartiet skal spænde over et stort ideologisk felt, så vil den opposition, der findes i partiet ligne den opposition, man i systemer med forholdstalsvalg kan finde uden for det eller de dominerende partier, jf f.eks. at Labours venstrefløj i perioder har lignet SF/Enhedslisten.

Under Irakkrigen rejste kritikken af Westminstermodellen sig i visse tilfælde til en proteststorm. Man mente fra flere sider, at grunden til, at England kunne finde på at deltage i denne krig, som så mange var imod, hang sammen med, at statsministeren, der var pro-krig og havde opbygget et særligt forhold til den amerikanske præsident Bush, havde for meget magt. Det blev fremført, at som følge af mangelen på en forfatning, var Labourlederen Tony Blair end ikke nødt til at fremlægge spørgsmålet om, hvorvidt Storbritannien skulle deltage i krigen, for Underhuset. Nu gjorde han det alligevel. Men principielt set kunne det have været en regeringsafgørelse.

Det udmærker altså også Westminstermodellen, at der kan være lovlig lidt magtadskillelse mellem den udøvende magt og den lovgivende magt. Det bevirker, at en lang række af beslutninger rykker helt ind i statsministerkontoret, i stedet for at blive afgjort via politisering, politisk konflikt og demokratiske forhandlingsprocedurer mellem partierne i Underhuset.

Traditionelt har magten i en britisk regering ligget i Kabinettet, der består af de 15-20 vigtigste ministre. De holder regelmæssigt møder, hvor regeringens politik fastlægges. Under New Labour 1997 – er magten imidlertid blevet centraliseret mere og mere omkring statsministerens og dennes særlige råd af presserådgivere og andre særlige rådgivere.

Det svækker Underhusets magt, når parlamentsmedlemmerne står over for et toptunet bureaukratisk og politiseret hierarki i Whitehall.

Det er måske med til at forklare det britiske parlamentariske systems krise i 2009, hvor man løb ind i bilagsskandalen. MP’erne (Members of Parliament) har lov til at få betalt en række udgifter i forbindelse med deres arbejde i London, f.eks. a second home, reparationer og vedligeholdelse af det og forskellige udgifter, udover gagen på omkring 65.000 £ årligt. Bilagsskandalen viste, at det var gået over gevind, og det førte til stor politisk fremmedgørelse og parlamentslede blandt en stor del af vælgerne. Premierminister Gordon Browns forsøg på at få “ryddet op” ved at udpege Sir Thomas Legg til at undersøge sagerne, gav bagslag, idet han selv blev pålagt at betale over 12.000 £ tilbage.

En opinionsundersøgelse viste midt under bilagsskandalen allerede i august, at støtten til de tre gamle partier var på et lavpunkt. Over 40 pct ville stemme på et af de mindre, ukendte partier, eller blive hjemme ved valget til Europaparlamentet, der blev afholdt i begyndelsen af juni 2009. Men sådan plejer det nu at være ved disse valg. I Storbritannien er der traditionelt en meget lav valgdeltagelse til Europaparlamentet. Ved dette valg, hvor der stemmes i store valgkredse, er det lettere for små partier at komme ind. Det lykkedes således BNP, British National Party, at få to valgt ind i Europaparlamentet.