UK

Britiske velfærdsreformer - efter amerikansk inspiration

2010-11-07T00:13:00.000-07:00

Hvor stammer ideerne fra til premierminister David Camerons Comprehensive Spending Review (Omfattende udgiftsrevision) med de store besparelser på statsbudgettet, herunder velfærdsydelserne?

Det britiske blad The Guardian er ikke i tvivl: De kommer fra USA. Bladet beretter om et møde i Downing Street 10 i juni 2010, hvor den amerikanske professor i politologi Lawrence Mead deltog. Mødet var underspillet i forhold til medierne, men det var toppen af den økonomiske magtelite i Det konservative Parti og den britiske regering og administration, der deltog. Og man kan se tydelige spor af Meads tænkning om velfærd i de reformer, den britiske regering er gået i gang med.

Lawrence Mead udgav i midten af 1980'erne bogen BEYOND ENTITLEMENT The Social Obligations of Citizenship (Hinsides rettighedstænkning. Borgerskabets sociale forpligtelser). Denne bog dannede noget af det ideologisk-politiske argumentationsgrundlag for Bill Clintons og senere George Bush's velfærdsreformer. Grundlæggende er opgøret med rettighedstænkningen (entitlements), det, at borgeren har grundfæstede rettigheder på det velfærdsmæssige område. I stedet skal der ske en ansvarliggørelse af velfærdsmodtageren. Der skal laves et system af krav og forpligtelser, der relaterer sig til markedet som alternativ til staten.
Det er også kaldt fra Welfare til Workfare. Staten skal ikke bare punge ud, men kræve arbejde udført til gengæld, og der skal sættes tidsgrænser for, hvor længe man kan modtage sociale ydelser. I Bill Clintons præsidenttid blev således sat en tidsgrænse på 2 år for bistandshjælp, - også hjælp til enlige mødre.

Det fungerede måske til en vis grad under økonomisk højkonjunktur, men det kan være vanskeligt, for ikke at sige: direkte ødelæggende under økonomisk krise, for der er ikke de jobs at blive kanaliseret ud til, som workfareteoretikerne forestiller sig.

Camerons konservative-liberaldemokratiske regering er ikke desto mindre gået i gang med at implementere ideerne under Big Society banneret. Man vil gøre op med det, man i Danmark kalder "velfærdsfælden", at folk fastholdes i velfærd, fordi det ikke "kan betale sig" at tage et arbejde. Det, der er tilbage efter skat og udgifter til transport m.v. er ikke attraktivt nok, lyder det. Det er også blandt økonomer omtalt som samspilsproblemet mellem velfærd og arbejdsmarked. Incitamenterne skal i spil, så bliver vi alle rigere, lyder mantraet.
Staten skal endvidere ikke gøre, hvad civilsamfundet kan gøre meget bedre. Det er i al sin enkelhed det glade, optimistiske budskab. New Labours Social Exclusion task force (Udrykningsenhed for social udstødning), der refererede direkte til kabinettet (regeringstoppen), er blevet erstattet af enheden "Big Society, Policy and Analysis", der skal bringe Camerons ideer om "det store samfund" ud i virkelighedens verden.

Politikken implementeres med hård hånd på en række områder, ofte med utilsigtede konsekvenser, fordi politikken bygger på den underliggende forventning om, at markedet kan samle folk op, men det har markedet svært ved, når de økonomiske konjunkturer peger nedad. De såkaldte housing benefits (boligydelser), der er en stor post på de offentlige budgetter, beskæres kraftigt. Det indebærer, at et par hundrede tusinde familier må flytte fra det indre London ud i forstæderne, og endnu længere væk, hvor de kan få råd til at bo. Det er af krtikere blevet kaldt en politik for social cleansing (social udrensning) fra det dyre London, så der efterhånden kun bor middelklasse og opefter her.
Man skal naturligvis ikke se bort fra, at der kan være et økonomisk argument for at trappe disse boligydelser ned. Med det omfang, de har fået, kan de i visse tilfælde (London især) blive kapitaliseret ind i boligpriserne, så velfærden her kan give næring til de spekulative bobler på det britiske boligmarked, der er en væsentlig baggrund for det kraftige krisegennemslag i Storbritannien. De høje boligpriser i London hænger dog også sammen med den skævvridning af britisk økonomi, som den overdimensionerede finanssektor har forårsaget.
Men ligesom ydelserne kunne give næring til boblerne, vil en for hastig aftrapning af dem kunne give næring til en endnu voldsommere økonomisk nedtur end den, man allerede er ude i. Det er her, den økonomiske naivitet i Conservative-LibDem koalitionens økonomiske projekt skinner tydeligst igennem. Man skulle næsten tro, at den tidligere finansminister Gordon Brown har overbevist dem med sit spin om, at "boom and bust" (høj- og lavkonjunktur) er et overstået kapitel i den senmoderne kapitalisme, hvilket på ingen måde ser ud til at være tilfældet. Og hvis det ikke er naivitet, er det måske uforfalsket klassepolitik udtænkt på Etons sportsbaner, som en kritiker fra fagbevægelsen har formuleret det.

Man vil væk fra den interventionistiske barnepigestat og give folk et personligt ansvar i stedet. Man risikerer imidlertid nye former for tvangsmæssighed i stedet, hvorved den tilsigtede personlige frihed ikke opnås. Folk tvinges f.eks. ud af deres boliger. De tvinges ud i tvivlsom aktiveringsbeskæftigelse. De fastholdes i fattigdom og social udstødning, fordi civilsamfundet ikke er, hvad det forventes at være ifølge teorierne om social kapital og kommunitarisme.

På skoleområdet vil man efterligne den amerikanske charterskolemodel, der bygger på tanken om, at skoler indgår forpligtende "kontrakter" med det offentlige. Til gengæld har de frihed til at disponere. Tanken er at højne standarden ved at slippe frihed og kreativitet løs. Det er tænkeligt, at den højere middelklasse er i stand til at udnytte disse muligheder, men det fører let til øget social ulighed i den anden ende, fordi de hidtidige statslige minimumsniveauer underløbes.

Hvor kigger man hen efter alternativer til the Big Society og amerikansk workfare og charter schools?
Avisen nævner den danske flexicuritymodel, men den er ikke særlig opmærksom på, at danskerne faktisk er ved at afmontere flexicurity, f.eks. med "genopretningsplanen", der reducerede dagpengene til 2 år og reducerede fradragsmulighederne for betalingen til fagforeningsmedlemskab.

Der er konservative, der har vendt sig imod de skrappe nedskæringer. Det gælder f.eks. Londons borgmester Boris Johnson:

....mayor of London Boris Johnson said he would resist "Kosovo-style" social cleansing in relation to housing benefit cuts. He articulated in extreme language a residual fear among many Conservatives that the vulnerable could be left behind in the whole process.

Der er også en vis ironi i, at The Entitlement Society oprindelig er udformet af konservative. Det var den tyske kansler Bismarck, der først introducerede den form for velfærdslovgivning på ældreområdet.

Link: http://www.guardian.co.uk/politics/2010/nov/07/britain-welfare-state-born-usa

Juniorpartneren

2010-05-12T21:39:00.000-07:00

Kan man afsløre magtrelationerne i en koalition via kropssproget? Det har den britiske avis The Guardian sat kropssprogseksperten Peter Collett til at undersøge. Han mener, at man klart i deres første møde i Downing Street 10 kan se, at det er Cameron, der er "in charge".

Det første håndtryk indeholdt en nøgle til fortolkning af den fremtidige relation imellem de to mænd. De klappede begge hinanden på arm/skulder. Cameron fik som tegn på "overhundestatus" det første klap. Så var det Cleggs tur, og så kom Cameron igen. Clegg forsøger ubevidst at tage del i en gensidig demonstration af venskab, samtidig med at Camerons ligeledes ubevidste dagsorden er, at han skal have den sidste berøring og dermed etablere sig i rollen som den første blandt ligemænd.

Skulderklap benyttes igen lidt senere som en "status reminder" fra Camerons side.

Samtidig gør de to mænd en del ud af ved den fælles pressekonference lidt senere at demonstrere, at de udadtil er ligemænd. De refererer til hinanden og viser deres respekt for den anden ved at kigge intenst på denne, når vedkommende taler. Den gensidige kiggen-på-hinanden illustrerer, at de på det manifeste plan ønsker at fremstå som ligemænd.

Når man kigger på koalitionsaftalen må man sige, at det fremgår klart, at det ikke er to ligestillede partier, der har indgået en aftale. De Konservative sætter sig på de tungeste Kabinetsministerposter: Statsminister, udenrigsminister, forsvarsminister og finansminister. Clegg selv bliver vicestatsminister med porteføljen at arbejde for politiske reformer, herunder de vigtige reformer af valgsystemet, der skulle være det egentlige rationale for partiets regeringsdeltagelse.

Det er alfa og omega for Liberaldemokraterne at få ændret den britiske valgmåde fra flertalsvalg i enkeltmandskredse til forholdstalsvalgmåde. Og her er det afgørende, at man kan konstatere, at det er lykkedes for Cameron at få dette krav skudt - ikke engang til hjørne - men helt ud af banen. De Konservative er kun forpligtet til at se på et alternative vote system, hvor der afgives prioriterede stemmer på 2., 3., m.fl. opstillede kandidater i enkeltmandsvalgkredsene. Det er imidlertid langt fra forholdstalsvalg.

Hvis man igen kigger på kropssproget, bemærker Collett, at man kan se "ærbødighedsmarkører" (deferential signals) fra Clegg. Når Cameron taler, nikker han bekræftende. Når Clegg taler, er han mere tilbøjelig end Cameron til at udvise "indluderende adfærd", f.eks. ved at vende sig henimod ham og fæstne øjnene på ham. Der er ikke så mange ærbødighedsmarkører fra Camerons side. Han gestikulerer mere, når han refererer til den anden, og der er ikke bekræftende nik med hovedet.

Den store litmustest på magtrelationer er, hvem der ler ad hvem. Latter løfter status hos den, der formår at fremkalde latter, mens den reducerer status hos den, der ler. En undersøgelse af, hvem der får den anden til at le, og hvem der faktisk ler, illustrerer igen magtrelationerne i koalitionen, mener Collett.

Colletts observationer er interessante, men man skal ikke glemme de personlige egenskaber, der er uafhængige af magtrelationerne. Cameron virker på forhånd som en lidt mere selvsikker (uafhængig af magtaspektet) type. Han har gået på Eton, hvor disse egenskaber bevidst opfostres (familien og tidlig socialisation spiller også en stor rolle). Han har gået på Eton, - for øvrigt i lighed med ikke mindre end 19 britiske statsministre før ham.

Hvordan ser det ud, når man kigger på magtressourcer, f.eks. valgresultatet?:

Conservative 306 (mandater) 10,706,647 (stemmer) 36.1 (i pct)

Liberal Democrat 57 (mandater) 6,827,938 (stemmer) 23.0 (i pct)

De Konservative er blevet det største parti, men kun meget klart største i mandattal. Liberaldemokraterne er ikke et uanseligt parti, når man ser på antal stemmer. Set ud fra stemmetallet behøver Clegg ikke gebærde sig som juniorpartner. Når han alligevel er endt som sådan, kan der være flere forklaringer. Der er dels de psykologiske, som Collett tager fat på. Og der er resultatet af valgmåden, der gør det største parti så uendelig meget større målt i de afgørende mandater. Hertil kommer, at man i britisk politik ikke er vant til at lave koalitioner. Hollandske og danske politologer må sidde og se med forbløffelse på, hvordan man danner regering og laver koalition i britisk politik. Det sket sidst for 65 - 70 år siden, så der er ikke nogen tradition at læne sig op ad. Det har skullet gå hurtigt. Det kræver den britiske tradition. Man har endvidere været under tidspres som følge af finanskrisen og kravene om, at der gøres noget ved de store budgetunderskud.

Det her formentlig været medvirkende til, at LibDems er gået med på at lade sig feje delvist ind under gulvtæppet.

Valg 2010

2010-05-07T20:43:00.000-07:00

(Kilde: BBC. Valgkredsene lige store. Deraf kortets form. Røde: Labour. Blå: Konservative. Gule: LibDem. Dertil skotske nationalister og regionale partier i Wales og Nordirland)

At der stadig er et vist argument for Classvoting, tyder figuren ovenover på. De konservative kredse følger i det store og hele indkomstfordelingen rundt om London og i store dele af landet.

Resultatet af valget:

Conservatives: 307 (net gain of 97 seats)

Labour: 258 (net loss of 91 seats)

Lib Dems: 57 (net loss of 5 seats)

Democratic Unionists (Nordirland): 8 (net loss of 1 seat)

Scottish National Party: 6 (no change)

Sinn Fein (Nordirland): 5 (no change)

Plaid Cymru (Wales): 3 (no change)

Social Democratic and Labour Party (Nordirland): 3 (no change)

Green: 1 (up 1)

Alliance (LibDem søsterparti i Nordirland): (up 1)

Others: 1

Det lykkedes for De Grønne at bryde reglen om, at det er så godt som umuligt for små partier at bryde topartimønstret og flertalsvalget i enkeltmandskredse, idet partiet fik valgt sin formand, Caroline Lucas, i Brighton.

Ellers viser valgmådens absurde resultater sig bl.a. i partiernes stemmetal pr mandat:

Conservatives: 35,021
Labour: 33,338
Liberal Democrat: 119,397

Et LibDem parlamentsmedlem har kostet 3 1/2 gange så meget som et Labourmedlem.

Det ser ud som nogle vanskelige forhandlinger, der går i gang om LibDem støtte til en konservative (eller Labourregering?), i hvert fald hvis LibDems holder fast på deres principper. Det er bl.a. krav om forholdstalsvalg, hvad der er uspiseligt for det konservative bagland, da det vil ødelægge de mange backbencheres valgmuligheder). LibDems vil endvidere have en føderal skreven forfatning. Storbritannien er et af de få lande i Verden, der ikke har en skreven forfatning. Der er Bill of Rights fra 1689, men ellers bygger forfatningen på praksis og procedurefastlæggende love og regler, der er vedtaget igennem tiden. LibDems vil også have et valgt Overhus, hvad der også er en vis modstand imod i det konservative bagland.

Umiddelbart må det se lettere ud for LibDems at lave en aftale med Labour. Det er dog vanskeligere af andre grunde. Partiet har tordnet imod Old Politics og Brown i valgkampen, hvad der vil fjerne troværdighed for partiet, hvis det går i alliance med Labour. Det kan imidlertid godt lade sig gøre at etablere en koalition rent mandatmæssigt mellem Labour og LibDems, når man inkluderer SNP, nordirske SDLP og måske Sinn Fein, men den vil, som man beskriver det, måske blive lidt wobbly.

Spin og klasse i uheldig værdipolitisk cocktail

2010-05-06T03:27:00.000-07:00

(Bankpakker eller pantefoged?)

Storbritannien er et af de mest spinnokratiske politiske systemer i Den vestlige Verden. Tony Blairs berømte spindoktor Alastair Campbell er blevet prototypen på denne mørkets mester i den politiske videnskab.

Spin kan imidlertid gå over gevind. Det så man med Campbell og Blair. Folkets lede ved det politiske systems glathed øges og hele foretagendet med spindoktorer bliver kontraproduktivt.

Man har igen set det i Gillian Duffy-sagen. Denne stoute 66-årige enkefrue, der har støttet Labour hele sit liv, var på vej hen for at købe mælk og brød, da hun bliver rodet ind i Gordon Browns kampagne, der er i fuld gang i denne deindustrialiserede by i Manchesterområdet, et oplagt fokusområde for en Labourkampagne. Fra Duffy udtrykker den bekymring for landets økonomie og den "ukontrollable indvandring", som mange Labourstøtter formentlig nærer. Gordon Brown går offstage inde i sin bil, men glemmer, at der ikke er slukket for mikrofonen. Han kommer til at sige de famøse ord "a bigoted woman". Havde han så endda brugt ordet "lady"! Skaden var sket, og affæren blev symbolsk for både valgkampen og det demokratiproblem, der præger britisk politik, og som det uheldige valgsystem med flertalsvalg i enkeltmandskredse kun er et af symbolerne på.

Hun blev formentlig kaldt over til samtale med Brown, fordi hans rådgivere så det som en chance for autentisk meet-the-people. At det i den grad skulle eksplodere op i statsministerens fjæs, så det mere eller mindre har ødelagt hans kampagne, var umuligt at forudse - og hænger naturligvis sammen med en overspringshandling og almindelig kluntethed. Det ydmygende forsøg på at redde fadæsen ved at aflægge Duffy besøg og tale med hende i længere tid, har næppe reddet sagen.

Hvad der imidlertid delvist reddede dagen for Brown var hans forsøg på at skyde spin til side de sidste dage af valgkampen og i stedet kaste sig ud i en mere seriøs dialog om økonomi med sine vælgere. Det viser endnu engang, at det bedste en politiker kan gøre er at være oprigtigt autentisk. Fjern rockwoollaget af spin!

Gillian Duffy-affæren medvirkede til at fjerne Brown-kampagnen fra det, han er bedst til. I stedet kom den til at dreje sig om det, han er dårligst til: Den kommunikationsmæssige håndtering af den vanskelige forhandling/jonglering af de værdipolitiske spørgsmål omkring klasse, indvandring og britisk identitet.

Storbritannien har det næsthøjeste statsbudgetunderskud i EU efter Grækenland. En nylig offentliggjort rapport fra EU Kommissionen viser, at underskuddet i 2010 bliver større, end de tal det britiske finansministerium selv har fremlagt, nemlig omkring 12 pct af BNP. Det er keynesiansk krisemanagement, og som sådant fremhævet af Brown som en nødvendig økonomisk politik under krisen. Men det vil alligevel efterlade en ordentlig regning til den regering, der træder til.

Det kan meget vel have været disse økonomiske udsigter, Gillian Duffy har været bekymret over. Hvem skal betale? En væsentlig del af det tårnhøje statsunderskud hænger sammen med bankpakkerne, der har været særlig generøse i England, hvor staten har købt aktier i storbanker. Efter Expensesskandalen er der ikke noget at sige til, hvis der er mistro til det, der kaldes "den politiske klasse". Gillian Duffy er blevet et symbol på afstanden mellem politikere og almindelige vælgere. Mange kommentatorer i Storbritannien er optaget af, hvordan Duffy-sagen kalder på, at man formulerer og udvikler politik på nye måder. De gamle partier med deres stive, gammeldags organisationer har udspillet deres rolle.

Valgresultatet i 2005

2010-05-06T03:12:00.000-07:00

(Klik for større kopi. "Proportional" i fig. har ikke noget med valgmåde at gøre, men går på tilpasning af kort til valgkredse)

BBC's valgkalkulator kan også vise resultatet af valget i 2005, hvor Labour fik absolut flertal, skønt partiet kun fik lidt over 35 pct af stemmerne.

Valgreform

2010-05-06T02:59:00.000-07:00

BBC har lavet en valgkalkulator, der gør det muligt at se virkningerne af forskellige opinionsmålinger. Den seneste poll of polls (gennemsnit af alle)fra 6.5.10 er vist ovenover, hvor kalkulatoren beregner fordelingen af mandater i Underhuset. At Labour kan få så mange i forhold til stemmefordelingen for partiet og de to andre partier, hænger sammen med stemmernes fordeling i valgkredse. Konservatives stemmer er mere ulige fordelt, med en kraftig overvægt i de rige sydøstlige områder af England.

Issue - eller anden voting?

2010-04-20T22:26:00.001-07:00

Afgiver vælgerne en klassestemme, eller stemmer de efter politiske sager (issues)?
I England gik vælgerne tidligere fra at afgive en klassestemme end i Danmark. De Konservative har langt tilbage i det 20. århundrede haft et stort islæt af arbejderstemmer. Men det er dog stadig overvejende sådan, at Labour er arbejderpartiet vælgermæssigt, og De Konservative er the more high-ups i samfundet. Og begge partier kæmper om middelklassen i midten - under skarp konkurrence fra Liberaldemokraterne.
I mange år har en tendens til issue-voting (stemme efter politiske sager) været god latin i den politiske videnskab. Det hænger sammen med antagelsen om et senmoderne samfund, hvor vælgerne ikke er så bundet af traditionelle tilhørsforhold som tidligere. Det giver mulighed for at forholde sig refleksivt til politik, altså hele tiden overveje sin stilling i forhold til nye muligheder og dermed shoppe rundt blandt de politiske sager.
Den rationelle vælger antages som grundlæggende aktørmodel. Vælgeren forsøger at nyttemaksimere ved at vælge issues og stemme på et parti, der formodes at fremme de pågældende issues. I denne model spiller tre ting normalt en rolle:

1 Nærhedsmodel (proximity) eller retningsmodel (directional model). Hvis vælger og kandidat/parti er tæt på hinanden i en sag, vil vælgeren være tilbøjelig til at stemme på pågældende kandidat, også selv om de befinder sig på hver sin side af HV-skalaens skillelinje. Det er afstandens længde, der er afgørende. Retningsmodellen siger, at vælgeren stemmer efter den tendens, kandidaten har, f.eks. Højre eller venstre. Her er man pr definition på samme side af H/V skillelinjen.
2 Vigtighed (salience). Sagens vigtighed/betydning for vælgeren spiller en rolle, - i forhold også til, i hvor høj grad parti/kandidat prioriterer sagen.
3 Performance. Hvad er partiets resultater i regeringsposition m.h.t. gennemførelse af en politik, vælgeren vægter højt.

Issue voting skulle have trængt class-voting tilbage, bl.a. fordi Klasseskillelinjerne påstås at være aftaget i betydning. Det er i høj grad en påstand, der kan diskuteres. Det er muligt, klasseskillelinjerne har ændret sig, og de skal inddrages på en anden måde end i 1. halvdel af det 20. århundrede.

Ved dette britiske valg har man netop set en utrolig stor labilitet hos vælgerne. Meningsmålingerne har næppe taget fejl i deres vurdering af, at LibDems en overgang tidligt i valgkampen var største parti. Utilfredsheden med Labour - og i det hele taget de to store gamle partier - har løsrevet store vælgergrupper fra de traditionelle partiidentifikationer. Men landets udvikling i retning ad øget senmodernitet kan også have spillet ind.

David Cameron (De Konservatives leder) har formuleret visionen om "devolve to realise Big Society". Det er et sats på civilsamfund, frivilligt arbejde, udlicitering og øget lokalt borgerindflydelse. Formuleret som en vision forsøger den dermed at løse problemer omkring velfærd, fremmedgørelse fra politik og arbejdsløshed, samt samfundets manglende sammenhængskraft på én gang.

Problemet med et sådant slogan er, at det kan være svært at kommunikere til vælgerne. Der er et oprør på vej hos De Konservative imod det, netop af den grund. Og det truer måske med at udviske partiets profil over for en del af kernevælgerne, der er vænnet til at forholde sig til "klarere markerede sager". Derfor har partiet lige udsendt en gammel kending, "det-skal-kunne-betale-sig-at-arbejde" plakat. Ideen her er givetvis også at sælge politik i forhold til velafgrænsede segmenter af vælgere.

Liberaldemokraternes succes efter partilederdebatten den 15.4. viser begrænsningen i de traditionelle klassestemme- og issuevotingmodeller og i antagelsen om den rationelle aktør. Der skal andre forklaringstyper til, dels nogle, der er lidt dybere m.h.t. strukturelle samfundsændringers betydning, dels nogle der inddrager mere irrationelle faktorer hos vælgerne.
Hvordan forklarer man, at valgdeltagelsen ved valg i Storbritannien er faldet fra godt 80 pct i starten af 1950'erne til kun godt 60 pct i 2005? Og hvordan forklare Liberaldemokraternes opstigning i meningsmålingerne fra 20 pct af stemmerne til omkring 30 pct?

Nick Clegg (LibDem leder) og Cameron kæmper om den magiske change mantle ("forandringskappe"), siger britiske medier. Begge partier ligge lige foran Labour, og det gælder altså i den situation om at bringe sig klart i spidsen ved at få signaleret over for vælgerne, at man står for noget af den "forandring", de gerne vil have - og i højere grad end det andet parti. Clegg kaldes den "britiske Obama", og det vises i manipulerede udgaver af den berømte - eller berygtede - Obamaplakat.

Debatten om klassemarkører kan virke absurd, men det er sikkert reelt nok, at der ligger - (ir)rationelle - skillelinjer her. Who's posher? - Clegg or Cameron? Hvem er den mest overklasseprægede ("posh")? Mediejagten på Clegg og hans fortid er gået ind, og man har fundet ud af, at han kommer fra stort set samme overklasseprægede baggrund som Cameron. Men der er betydelige forskelle i klassemarkørerne, som har betydning for symbolsk kapital og politisk smag hos vælgerne.

.... the truth is that class and its infinite gradations are still finely and widely perceived in Britain today, even, perhaps, by those who are not conscious of doing so. You do not have to be aware of that ludicrous acronym, MPSIA ("minor public school, I'm afraid") to sense that metropolitan Westminster School, where Clegg went, is just not as grand as Cameron's alma mater, Eton – which, as Dominic Lawson pointed out on Sunday, has truly become a four letter word (Guardian).

Her klasse altså som noget, der støder vælgere fra en kandidat. "Eton" er et four-letter word, og mange vil ikke stemme på en kandidat, der taler på en bestemt måde. Det gælder stadig, som Bernard Shaw sagde for lang tid siden:

"it is impossible for an Englishman to open his mouth without making some other Englishman hate or despise him", the two party leaders are also separated by accent. Cameron's tones may have been "considerably fruitier and more patrician" when he was a student.

Politisk smag virker modsat, når det er udtryk for "klasse" i en anden kategori at stemme på The Greens, der er ved at være et stort parti i storbyerne.

Finanssektoren skævvrider britisk økonomi og øger ulighed

2010-04-19T22:49:00.000-07:00

Kilde: London School of Economics, Centre for Economic Performance. Figuren viser værditilvækst brutto pr ansat i forskellige hovederhverv i Storbritannien. 1995 = 100).

Centret for økonomiske resultater ved det kendte samfundsvidenskabelige universitet i London, London School of Economics, har offentliggjort et par rapporter om finanssektorens stigende skævvridning af den britiske økonomi. Det er i finanssektoren, en stor del af den økonomiske fremgang i landet er sket. Shuffling money around er en stadig vigtigere aktivitet i den britiske økonomi. Men det skævvrider landet og fører til øgede klasseskel.

Gennemsnitsaflønningen for de 75.000 førende finansfolk i London City var i 2008 på 314.000£ årligt, mere end en fordobling i forhold til 1998, og samtidig udgjorde denne betaling 10 gange så høj en gennemsnitsindkomst som det nationale gennemsnit, en forøgelse fra 7,5 gange det nationale gennemsnit siden 1998. Rapporten beskriver den britiske indkomstfordeling, når man ser på de højeste tiendedele, som u-formet, hvor uligheden er øget under globaliseringsboomet og finanssektorens vækst de sidste par årtier.

I løbet af årtiet siden 1998 så den øverste 10 pct af indkomstmodtagerne i Storbritannien deres andel af de samlede årlige indtægter stige fra 27 pct til 30 pct. Hovedparten gik til den øverste ene pct, og hovedårsagen er bonusbetalingerne til ansatte i finanssektoren.

Det økonomiske center går skarpt i rette med too big to fail filosofien, der medvirker til at forøge problemerne, og som reelt sætter kapitalismens "rensende virkninger" ud af kraft. Det er som at slå plan og krone, hvor samfundet bliver taberen hver gang, skriver centret i analyse af den finansielle regulering og behovet for reformer af den.

Professor i humangeografi ved Sheffield University Danny Dorling sætter uligheden ind i en bredere ramme, hvor finanssektorens skævvridning kun er en del af fænomenet. Dorling har meget passende offentliggjort en ny bog (Injustice: Why Social Inequality Persists. Uretfærdighed: Hvorfor ulighed fortsætter)her i starten af den brtiske valgkamp, hvor han igen forsøger at forklare, hvorfor og hvordan Storbritannien har udviklet et af de mest ulige samfund i den moderne del af Verden.

Dorling sammenligner den sociale ulighed i Storbritannien med den, der var i landet under Victoriatiden (f.eks. skildret i Dickens' bog Hard Times fra 1854).
Forklaringen mener han ligger dels i uddannelsessystemet, dels i, at der er kommet andre holdninger til den sociale ulighed. Han identificerer fem sæt af trossætninger:

Elitisme er effektiv
Eksklusion er nødvendig
Fordomme er naturlige
Grådighed er godt
Fortvivlelse er uundgåelig

"Elitisme er effektiv" vil sige, at det bedst kan betale sig for samfundet at investere i "de begavede". Et alternativt syn går ud på, at det er socialt konstrueret, hvem der er "de begavede". Med "fortvivlelse er uundgåelig" (despair is inevitable) menes, at hvor fattigdom før var karakteriseret ved, at folks helbred var synligt dårligere, så er det nu psykiske problemer/psykopatologi, der betragtes som uundgåeligt (fordi "man kan behandle det andet"). At "grådighed er godt" er begrundet bl.a. ved trickling-down effekten - "alle begunstiges, når kagen bliver større" (selv om det modsatte evt. har vist sig at være tilfældet).
De 5 sætninger har som dominerende "mindset" erstattet den identifikation af sociale problemer, som den britiske velfærdsstats grundlægger Lord Beveridge fandt, nemlig: Uvidenhed, afsavn, lediggang, social elendighed og sygdom (ignorance, want, idleness, squalor and disease).
Det er Beveridge, der er den britiske velfærdsstats åndelige fader (The Beveridge Report fra 1942). For hver af de fem områder blev udviklet velfærdspolitik på et næsten universelt grundlag. Systemet byggede på en national obligatorisk forsikring (National Insurance), som skulle omfatte alle på arbejdsmarkedet, og som skulle foretage ens (flat rate) udbetalinger. Som Dorling beskriver det, har det været under kraftigt pres fra nyliberal ideologi de senere år. Beveridge er blevet undermineret af den brølende globalisering, der nok har gjort den berømte Square Mile i City of London rig, men har efterladt andre dele af landet i relativ deprivation.

De fem af Dorling nævnte (nyliberale) holdninger er blevet så grundfæstede, at de er med til at bevare et uretfærdigt system, der opretholder ulighed og fattigdom. Det forstærkes af, at de grundlæggende forestilling om, hvem det er "fit to educate" løbende ændrer sig. Det kan være svært at se, men uddannelsesressourcer skal måles over et livsforløb.

De tiltag, New Labour har gennemført, så som bekæmpelse af børnefattigdom, har kun været et tyndt lag fernis, der ikke har rokket ved disse underliggende tendenser i Storbritannien og nogle andre lande.

Han mener, de nævnte trossætninger/holdninger understøttes af medierne, hvor der ofte er historier om, hvorfor "nogle mennesker selv er ude om det, og hvor den store erhvervsleder er vor tids helt".

Dorlings styrke ligger nok mere på det statistiske plan, hvor han afdækker væsentlige socio-økonomiske problemområder på basis af tilgængelig statistik. Hans forståelse af baggrunden for uligheden ligger tilsyneladende ikke på et meget højere plan end den, Dickens præsterede. Det er ikke tro og holdninger, der afgør det, men snarere, hvad der ligger bag, at sådanne holdninger udvikler sig.

Fortsat Liberaldemokratisk knock out til topartisystem i britisk valgkamp

2010-04-19T21:21:00.000-07:00

(Kilde: The Guardian. Sammenvejede opinionsundersøgelser 20.4.10)

De sammenvejede opinionsundersøgelser, som The Guardian løbende offentliggør, viser nu en lille konservativ føring og Liberaldemokraterne på 2. pladsen. Nogle opinionsundersøgelser, f.eks. YouGov, viser føring til Liberaldemokraterne.

The Independent skriver i sin leder i dag, at det er godt for britisk demokrati, at valgkampen har taget denne vending. Valgkampen er pludselig blevet reel. Hvor det i lang tid tegnede til en sikker sejr, er alt i spil nu. Og der spores en vis panik hos De Konservative. Lord Tebbit, tidligere formand for De Konservative, har opfordret Cameron til at "punktere den liberaldemokratiske boble" inden det er for sent.

Der er ikke engang tre uger til valget nu, og det er svært at se, hvordan man kan undgå et "hung parliament", hvilket nok er ensbetydende med, at regeringsmagten spilles tilbage i hændernu på Labour. Opinionsundersøgelser viser, at de liberaldemokratiske vælgere foretrækker en Labour-LibDem koalition.

Udviklingen stiller det britiske valgsystem i relief. Labour står som nr tre i opinionsmålingerne, men vil formentlig blive det største parti, idet LibDem-fremgangen har hugget De Konservatives marginale stemmer i en lang række af syd- og sydvestlige valgkredse. Der skal imidlertid ikke ske større ændringer i forhold til de nuværende opinionsmålinger, før Liberaldemokraterne vil begynde at tage for sig i også de nordlige valgkredse, hvor Labour ellers har et ret sikkert flertal.

At "punktere den liberaldemokratiske boble" er ikke nemt for De Konservatives valgstrateger. En oplagt mulighed kunne være at lade Cameron spille god gammeldags konservativ tough og lade ham gå i lag med flere af de liberaldemokratiske "bløde sager", så som ikke at ville udskifte Trident atomubåden, amnesti til over 1/2 mio illegale indvandrere, lavere fængselsstraffe og øge indsats imod global warming/CO2 udledning. Men det vil forvirre billedet af progressiv konservativ, som Cameron ellers har brugt stor energi på at bygge op.

Der er den mulighed, at opinionsboblen opløser sig selv. Torsdag kommer den 2. partilederdebat, der skal dreje sig om international politik, og hvis Clegg laver fodfejl her, kan de give de to andre en fornyet chance.

Kan Liberaldemokraterne forny politikken?

2010-04-18T01:49:00.000-07:00

Kan Clegg, den liberaldemokratiske leder i Storbritannien, forny britisk politik? Det spørgsmål stiller adskillige britiske medier efter TV-debatten, den første nationale TV-debat mellem britiske partiledere nogensinde.

At dømme efter meningsmålinger havde debatten en betydelig virkning m.h.t. at flytte stemmer. Debatten blev set af 9,4 mio, og umiddelbart må man betegne den som en succes. Der var hurtige meningsudvekslinger, og de tre politikere gjorde det godt, især altså Clegg.

Han udpeges også mange steder af kommentatorer som “vinderen” af TV-debatten. Efter skandalen om de britiske parlamentarikeres udgiftsbilag er der betydelig politikerlede i Storbritannien. Den rammer især det siddende regeringsparti, Labour, men også De Konservative, der fører i meningsmålingerne. Men De Konservative er ramt af flere skandaler, både udgiftsbilag og Lord Ashcroft, en udlandsbrite, som har en fremtrædende position i partiet, har givet støtte til det, samtidig med at han har undgået at betale skat.

Liberaldemokraterne går heller ikke ram forbi m.h.t. manipulation med expeses-bilag, men i mindre omfang end de to store partier.

Gordon Brown, PM for Labour, lægger op til samarbejde med Liberaldemokraterne. Det er udsigten til dødt løb – et “hung parliament”, der gør det. I går forsøgte han under debatten at få Clegg med i en “knibtangsmanøvre” over De Konservative, – i en fælles indkredsning af de svage punkter i Camerons politik. Men Clegg hoppede ikke på den. Han kritiserede tværtimod Labour for ikke at have gjort noget alvorligt ved de demokratiske reformer af britiske politik, som er blevet lovet, og som Liberaldemokraterne i Underhuset har stillet forslag om.

Under partilederdebatten strøg løfterne om reformen igen gennem luften: Recall (mulighed for at tilbagekalde en MP’s mandat, hvis valgkredsen er utilfreds med den førte politik. Et valgt overhus. Petitionmulighed fra vælgernes side,
Reformer af valgmåden, etc. Labour lovede allerede før valget i 1997, hvor partiet tog over fra De Konservative, at der skulle laves reformer af valgmåden til Underhuset (flertalsvalg i enkeltmandskredse, som favoriserer de store partier). Labour har frafaldet det tidligere ambitiøse, men mere demokratiske krav om at gå over til forholdstalsvalg. Nu foreslår partiet et såkaldte Alternative vote system, der indebærer to stemmesedler. Vælgerne skal altså sætte to kryds, og en kandidat er først valgt, når kandidaten har nået 50 pct med 1. og 2. stemmer. Man mener dermed, at det giver bedre legitimitet, fordi halvdelen af en valgkreds’ vælgere står bag den pågældende. Problemet er imidlertid, at alternative vote systemet ikke flytter ret mange mandater – ikke nær så mange som forholdstalsvalg vil gøre. I det hele taget virker de to gamle partier noget lunkne i deres fornyelsespolitik.

Den politisk-ideologiske forskel imellem dem er også ret begrænsede. Labour er mere stat – og mindre personlig frihed/menneskerettigheder (ifølge Konservative og Liberaldemokrater). Konservative er mere personlig frihed (efter egen mening)og kommunitarisme – og mindre stat. Den økonomiske krise kan gå hen og koste David Cameron den sejr, der ellers i lang tid har set sikker ud. Han har kritiseret det store budgetunderskud på statsbudgettet, men det ser ud til, at Browns argumenter om, at det er nødvendigt som krisebekæmpende politik er ved at gå ind hos vælgerne. Derfor ser man også Cameron trække kraftigt i land, hver gang Brown går i kødet på ham med spørgsmål om, hvor præcist det er der skal spares.

Der er langt fra Cameron konservatisme til Thatchers nyliberalisme - i hvert fald på papiret her i valgkampen.
I modsætning til hende mener Cameron faktisk, at der er et samfund. Befolkningen er ikke bare en samling atomiserede individer på et marked. Der er skruet ned for den liberalistiske ideologi. Kommunitarismen er den mest fremtrædende del af De Konservatives forslag til ny politik efter Labour. Men om det kan lade sig gøre at engagere borgerne i community service i den grad, De Konservative forestiller sig det, er nok tvivlsomt.

Model i krise

Hvad er det, der gør, at den såkaldte Westministermodel opfattes som værende i en stadig mere alvorlig krisetilstand? Det er et spørgsmål, iagttagere af britisk politik længe har overvejet.
Det er imidlertid en krise ikke alene for Westminister, men for parlamentarisk politik generelt, og som ifølge iagttagere viser sig på mange måder:
Tiltagende politisk apati og fremmedgørelse for eksempel. Vælgerne deltager ikke, eller meget lidt. Eller har de overhovedet muligheder for at deltage på tilfredsstillende vis? – andet end som klakører på forskellige hadeblogs som f.eks. højrebloggeren Guido Fawkes?
Der er faldende medlemsskab af partierne.

Der er en række fænomener, Storbritannien har fælles med andre lande med demokratiske systemer: Det er f.eks. markedsmæssiggørelse af politik, hvor politik designes til spiselige pakker af politiske eksperter og spindoktorer, så der er overskuelige valg for vælgerne at træffe. Det har ofte den modsatte effekt, nemlig at forskellen på de politiske alternativer forsvinder.
Hertil kommer, at globalisering og EU-integrationen indsnævrer valg- og råderum for det nationale demokrati.
Man plejer at sige, at vælgerne har de politikere, de fortjener. De har jo selv valgt dem. Den kan også vendes om til, at “democratic polities get the levels of political participation they deserve”, som Colin Hay, forfatteren til “Why we hate Politics” (Polity Press 2007), har formuleret det. Parlamentariske systemer hænger fast i et niveau for deltagelse (retten til at sætte et kryds hvert fjerde år), der går tilbage til industrialiseringens barndom og demokratiets opståen, hvor det var en helt anden kamp, der var relevant.
Hertil kommer den stigende anvendelse af rational choice til udformning af politik. Hvor politik tidligere drejede sig om et valg for kollektivet (collective choice) og aktøransvarlighed bag valget, så har markedsmæssiggørelsen af samfundet igennem de seneste årtier skubbet collective choice og politikeransvarlighed til side. Råd og nævn med udpegede eksperter er sat til at tage beslutninger med stor rækkevidde på flere og flere områder. Udliciteringer og privatiseringer har overladt beslutninger til anonyme bestyrelser.
Vælgerne er de senere år blevet vænnet til, at politik drejer sig om rationelle kalkuler af fordele og ulemper, der vejes op imod hinanden. Kontraktpolitikken skulle have gjort disse valg nemme, men den har i stedet udløst utilfredshed og apati. Hvorfor får jeg ikke mere for at afgive min stemme på det parti? – synes den utilfredse vælger at spørge. Forestillingen om det repræsentative demokrati tog ikke oprindeligt udgangspunkt i en nyliberal model for, hvordan markedets usynlige hånd skal styre alle samfundsmæssige valg og prioriteringer.
Men der er også specielle træk ved Westministermodellen, som gør den særlig.

Hvad går modellen ud på?
Westministermodellen er opkaldt efter Westminster, det sted i London, hvor Underhuset og en del af ministerierne ligger. Westminstermodellen er betegnelsen for det engelsk-inspirerede parlamentariske demokrati, hvor regeringsmagten skifter mellem de to dominerende partier, der ofte er en følge af valgmåden (flertalsvalg i enkeltmandskredse, first-past-the-post).

Oppositionspartiet udgør en institutionaliseret opposition, i England ligefrem kaldt “Her Majesty’s loyal opposition” med skyggekabinet og sæde over for regeringen på oppositionsbænken i Underhuset. Man er klar til at overtage magten, når regeringspartiet er kørt træt og magten skifter. Det giver et magtmæssigt duopol, der nok kan være med til at levere stabile regeringer, men som også kan gøre politik kedsommelig.

Når regeringspartiet skal spænde over et stort ideologisk felt, så vil den opposition, der findes i partiet ligne den opposition, man i systemer med forholdstalsvalg kan finde uden for det eller de dominerende partier, jf f.eks. at Labours venstrefløj i perioder har lignet SF/Enhedslisten.

Under Irakkrigen rejste kritikken af Westminstermodellen sig i visse tilfælde til en proteststorm. Man mente fra flere sider, at grunden til, at England kunne finde på at deltage i denne krig, som så mange var imod, hang sammen med, at statsministeren, der var pro-krig og havde opbygget et særligt forhold til den amerikanske præsident Bush, havde for meget magt. Det blev fremført, at som følge af mangelen på en forfatning, var Labourlederen Tony Blair end ikke nødt til at fremlægge spørgsmålet om, hvorvidt Storbritannien skulle deltage i krigen, for Underhuset. Nu gjorde han det alligevel. Men principielt set kunne det have været en regeringsafgørelse.

Det udmærker altså også Westminstermodellen, at der kan være lovlig lidt magtadskillelse mellem den udøvende magt og den lovgivende magt. Det bevirker, at en lang række af beslutninger rykker helt ind i statsministerkontoret, i stedet for at blive afgjort via politisering, politisk konflikt og demokratiske forhandlingsprocedurer mellem partierne i Underhuset.

Traditionelt har magten i en britisk regering ligget i Kabinettet, der består af de 15-20 vigtigste ministre. De holder regelmæssigt møder, hvor regeringens politik fastlægges. Under New Labour 1997 – er magten imidlertid blevet centraliseret mere og mere omkring statsministerens og dennes særlige råd af presserådgivere og andre særlige rådgivere.

Det svækker Underhusets magt, når parlamentsmedlemmerne står over for et toptunet bureaukratisk og politiseret hierarki i Whitehall.

Det er måske med til at forklare det britiske parlamentariske systems krise i 2009, hvor man løb ind i bilagsskandalen. MP’erne (Members of Parliament) har lov til at få betalt en række udgifter i forbindelse med deres arbejde i London, f.eks. a second home, reparationer og vedligeholdelse af det og forskellige udgifter, udover gagen på omkring 65.000 £ årligt. Bilagsskandalen viste, at det var gået over gevind, og det førte til stor politisk fremmedgørelse og parlamentslede blandt en stor del af vælgerne. Premierminister Gordon Browns forsøg på at få “ryddet op” ved at udpege Sir Thomas Legg til at undersøge sagerne, gav bagslag, idet han selv blev pålagt at betale over 12.000 £ tilbage.

En opinionsundersøgelse viste midt under bilagsskandalen allerede i august, at støtten til de tre gamle partier var på et lavpunkt. Over 40 pct ville stemme på et af de mindre, ukendte partier, eller blive hjemme ved valget til Europaparlamentet, der blev afholdt i begyndelsen af juni 2009. Men sådan plejer det nu at være ved disse valg. I Storbritannien er der traditionelt en meget lav valgdeltagelse til Europaparlamentet. Ved dette valg, hvor der stemmes i store valgkredse, er det lettere for små partier at komme ind. Det lykkedes således BNP, British National Party, at få to valgt ind i Europaparlamentet.

Ny politik? - bare ikke i Afghanistan

2010-04-17T23:08:00.000-07:00

(Klik for større kopi) Kilde: Mirror (professor Paul Whiteley, Essex pol.science, IPEX (2149 vælgere interviewet online)

For første gang i 104 år kører Liberaldemokraterne ind på en førsteplads i meningsmålinger i både Mirror og Independent.

The Independent taler om, at Liberaldemokraternes succes i TV-debatten og deres fremgang i meningsmålingerne bryder “duopolet” i britisk politik. Det er ganske vist. Hvor længe det holder, er naturligvis uvist. Det er interessant at se af valgtekniske beregninger, hvordan Labour med 28 pct kan blive det mindste af de tre partier, men alligevel blive det parlamentarisk største parti. Det forklares ved valgmåden flertalsvalg i enkeltmandskredse (first-past-the-post), kombineret med fordelingen af Labours valgkredse og stemmer. Lib-dems og Konservative stemmer er mere koncentreret i nogle kredse, hvorimod Labours er mere spredt ud.

Det er imidlertid karakteristisk, at dette brud med to-partisystemet ikke varsler den virkelig store fornyelse af britisk politik, som mange har ønsket. De tre dominerende partier er enige om utrolig mange ting.

Især i Afghanistanpolitikken er svælget imellem vælgerholdninger og de tre partiers politik himmelråbende. 73 pct af briterne har i meningsmålinger givet udtryk for, at Storbritannien skal trække sine tropper ud inden for et år. Ingen tager stilling til de over 280 britiske soldater der har måttet lade livet i den udsigtsløse kamp i landet. Liberaldemokraterne har erklæret sig som “kritiske tilhængere” af et fortsat engagement?

Hvad er årsagen til, at der ikke lyttes mere til befolkningen? The Independent antyder, at det delvist er befolkningens egen skyld. Der refereres til en CIA-rapport, der analyserer de franske og tyske vælgerbefolkningers apati over for spørgsmålet, og hvordan denne apati har gjort det muligt for begge lande at øge deres engagement. Det er en nærliggende konklusion, at noget lignende gør sig gældende i Storbritannien. Af de større partier er det kun Scottish National Party (SNP) der har forpligtet sig til at tage hele Afghanistanproblematikken op til helt fordomsfri nyvurdering. Og dette parti er kun baseret i Skotland, omend det her får en meget betydelig del af stemmerne.

Så er der The Greens (De Grønne) og Socialist Workers Party (SWP), som begge er modstandere af krigen. De Grønne sidder i Europaparlamentet og er repræsenteret i byråd, bl.a. Greater London Authority og har stor opbakning rundt omkring i landet, men det kan ikke sprænge flertalsvalgmådens effektive barriere for parlamentarisk repræsentation i Underhuset. SWP er et trotzkistisk arbejderparti med udbredelse i dele af fagbevægelsen og Akademia, men mangler ud over lidt i London og få af de andre storbyer bredere folkelig basis.